Google automatic translation below

På det mondæne Hotel Waldorf-Astoria i New York mødes i næste måned en lang række institutionelle investorer – tilsammen forvaltere af 3.500 milliarder dollar – med indehaverne af 10 mio. hektar landbrugsjord og værdier for 12,5 mia. dollar.

Det var i alt fald tallene, da det globale ’stævnemøde’ for landbrugsmæssige investorer og udbydere, Global AgInvesting Conference, blev gennemført sidste år med over 600 investorer blandt deltagerne.

Konferencen i år sætter fokus på »den stadig vigtigere klasse af aktiver for institutionelle investeringer, som det globale landbrug repræsenterer, og som forventes at blive mere end fordoblet de næste tre-fem år.«

Erlægger man deltagergebyret på ca. 14.000 kr., får man på Waldorf-Astoria »værdifulde muligheder for networking« og »potentielle muligheder for at lave partnerskaber med private kapitalinstitutioner såvel som store spillere inden for agrobusiness«, hedder det.

Blandt de mange deltagere på konferencen vil være en udsending fra det danske pensionsselskab PKA. For også PKA har fået øjnene op for, at investeringer i jord og landbrugsproduktion er blevet en attraktiv måde at anbringe sine penge på med udsigt til et fornuftigt, langsigtet afkast til pensionskunderne.

PKA har øremærket 1,3 mia. kr. til landbrugsinvesteringer, herunder 250 mio. kr. til projekter i Afrika syd for Sahara, mens en anden hjemlig pengetank med lønmodtagermidler, PensionDanmark, har afsat 320 mio. kr. til samme formål.

»Potentialet i afrikansk landbrug er enormt, og der er gode muligheder for danske investorer,« skriver IFU, Investeringsfonden for Udviklingslandene, der holder pensionsselskaberne i hånden med en egeninvestering i de afrikanske projekter på 35 mio. kr.

En hvepserede

Dermed stikker pensionskasserne hånden i en hvepserede. Den, der handler om risikoen for såkaldt landgrabbing, når kapitalstærke nationer, private virksomheder eller investeringsselskaber går på jordopkøb i fattige lande.

»Mængden af god dyrkbar jord på kloden falder år for år. To mia. hektar landbrugsjord er over de seneste 20-30 år blevet næsten umulige at dyrke på grund af erosion, ophobning af salte og klimaforandringer. Samtidig øges presset på jorden på grund af befolkningsvækst, stigende indkomster og produktionen af biobrændstoffer,« forklarer seniorrådgiver Henning Otte Hansen, Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet.

Konsekvensen er, at både priserne på fødevarer og værdien af jord stiger, og det gør jordopkøb stadig mere attraktivt som investeringsobjekt.

»Som vi så i 2007-08 og igen i 2010-11 kan der komme gevaldige prisstigninger på fødevarer, og det kan give et løft i afkastet til dem, der ejer landbrugsjord. Samtidig er selve jorden et sikkert, langsigtet aktiv, der ikke rummer samme usikkerhed som andre investeringsobjekter,« siger Henning Otte Hansen med henvisning til de stærke udsving på aktiekurser, ejendomspriser m.m.

Udviklingen er med til at forklare den intense interesse for at sikre sig dyrkningsegnet jord i Afrika, som bl.a. Saudi-Arabien, Kina, Sydkorea og Emiraterne udviser i øjeblikket. Det er alle lande med begrænsede muligheder for at øge egen fødevareproduktion. Samtidig investerer USA, Canada og flere EU-lande i plantager til produktion af biobrændstof-afgrøder i bl.a. Afrika.

Den internationale ngo Grain har offentliggjort en database over godt 400 sådanne tilfælde af, hvad man kalder store ’land grabs’ foretaget siden 2000, de fleste af dem i Afrika. En aktuel rapport fra bl.a. International Institute for Environment and Development har samtidig opgjort det samlede areal af jordopkøb i Afrika til 134 mio. hektar – 30 gange Danmarks areal.

Lokale konflikter

Internationale investorer anklages for at frarøve lokale befolkninger adgangen til jord og græsningsarealer ved sådanne opkøb.

Mange afrikanske regeringer er ivrige efter at tiltrække private investeringer, fordi den internationale udviklingsbistand til landbruget er faldet, og det betyder ofte, at regeringerne til meget gunstige priser for køberne sælger områder, som den lokale befolkning har haft brugsretten til i århundreder.

Som beskrevet i Information i torsdags fører dette hyppigt til lokale konflikter, herunder konflikter med dødelig udgang.

Verdensbanken skrev i en 2010-rapport, at »erhvervelsen af jord ofte fratog lokalbefolkninger, især de særligt udsatte, deres rettigheder uden at give passende kompensation«, og i den såkaldte Dakar-appel fra 2011 har flere hundrede bondeorganisationer og internationale ngo’er forlangt »et øjeblikkeligt stop for de massive aktuelle og fremtidige røverier af land og en tilbagelevering af de plyndrede områder« samt en sikring af de lokale brugeres jordrettigheder.

Jord til spotpris

Situationen er imidlertid kompliceret.

Det afrikanske landbrugs produktivitet er typisk meget lav, og der er et åbenlyst behov for at øge fødevareproduktionen.

»Der er brug for flere investeringer og mere teknologi i landbruget. Derfor kan det godt være positivt, hvis fonde eller private virksomheder begynder at investere i landbrugets udvikling,« siger Henning Otte Hansen.

Det er dét, private investerings- og kapitalfonde nu har fået øje på. Blandt de første, som rykkede ind i Afrika, var Emvest Agricultural Corporation, der i dag kontrollerer 100.000 hektar i fem afrikanske lande og stiller sine investerende kunder et lukrativt årligt afkast på 25 pct. i udsigt.

»Jord i Afrika syd for Sahara koster mindre end 1.000 dollar pr. hektar, mens en hektar i Danmark koster 25.000 dollar og i Storbritannien 20.000. Vi er aktive på tværs af Afrika syd for Sahara – snart er vi i 10 lande,« lovede sidste år selskabets CEO, tidligere Goldman Sachs-direktør Susan Payne, i avisen The Spectator.

Hvor meget Emvest har investeret på vegne af sine kunder, er fortroligt, men tænketanken Oakland Institute skønner, at det drejer sig om 540 mio. dollar.

Flere investeringsfonde er kommet til siden. F.eks. Futuregrowth Agri-Fund, der ejes af det internationale forsikringsselskab Old Mutual og planlægger at placere 900 mio. investordollar i afrikanske landbrug.

»Verden vågner pludselig op og siger ’Wow, vækstmarkeder, fødevaresikkerhed … denne kategori af aktiver vil virkelig give resultater på mellemlang sigt, de næste otte-20 år’,« sagde fondens direktør, James Howard, sidste år til Reuters.

Brug for investeringer

De seneste aktører i det afrikanske landbrug er pensionskasser – med danske PKA og PensionDanmark blandt de allerførste.

»Udgangspunktet er selvfølgelig, at vi ser nogle fornuftige investeringsmuligheder. Og forudsætningen for, at vi overhovedet kan gøre det, er, at der nu er etableret fonde med ekspertise i denne type investeringer – vi er nødt til at have nogen til at hjælpe os med det,« siger aktiechef i PKA Claus Jørgensen.

Hverken PKA eller PensionDanmark skal altså ned og agere landmænd i Afrika. I stedet investerer man de midler, man har reserveret til formålet, via fonde, herunder en ny kapitalfond med domicil i Luxembourg, Silverland Fund, der skal gennemføre investeringerne og p.t. er i færd med at opbygge en investorkapital på 300 mio. dollar – 1,7 mia. kr. Silverland er på udkig efter landbrugsprojekter i Tanzania, Zambia, Malawi, Uganda og Mozambique, og i tankerne har man afgrøder som majs, hvede, sojabønner, frugt, sukker og te.

»Vi adskiller os fra andre investorer ved, at vi køber eksisterende farme og udvikler dem til deres fulde potentiale. Dertil er produktionen primært tiltænkt den lokale befolkning, så vi koncentrerer os om tæt befolkede områder, hvilket sænker transportomkostningerne. Dette er en anden strategi end at rage store landområder til sig med henblik på produktion til eksport,« sagde Silverlands stifter, Gary Vaughan-Smith, da han i 2010 præsenterede fonden.

Silverland Fund vil altså ifølge Vaughan-Smith undgå at købe jord af afrikanske regeringer for ikke at risikere at krænke de lokale beboeres landrettigheder. Tværtimod vil man med afsæt i eksisterende farme hjælpe et områdes småbønder med såsæd, gødning, teknisk træning og markedsadgang.

»Vort mål er at give folk styrke til at gøre deres fremtid lysere,« hedder det i præsentationsmaterialet fra Silverland, der har tilsluttet sig FN’s principper for etiske investeringer.

»Man kan ikke få seriøse investorer ind i det her, hvis der er risiko for, at der f.eks. sker land-grabbing. Det er næsten det første, man som investor vil tjekke – at tingene foregår på en fornuftig måde. Og det kan sagtens lade sig gøre at skabe de fornuftige afkast, samtidig med at tingene foregår ordentligt,« siger PKA’s Claus Jørgensen.

Andre er knap så sikre.

Teori og praksis

»Det lyder meget godt, at man vil leve op til en række etiske retningslinjer. Problemet er, at man for at kunne gøre det uden at lave skade skal have et rigtig godt kendskab til, hvad der foregår lokalt. Det er ikke sikkert, at det lokalt opfattes som legitimt, at udenlandske investorer overtager eksisterende farme, for de kan i sin tid være etableret via konfiskation af jord på bekostning af de lokale,« siger ph.d. Rasmus Hundsbæk Pedersen, der på Dansk Institut for Internationale Studier forsker i landrettigheder i Tanzania og andre afrikanske lande.

Han betragter det som en forudsætning for et vellykket projekt, at det sker med den lokale befolknings accept, og at der laves klare kontrakter om, hvad investorerne skal levere, herunder sociale goder i form af f.eks. skoleadgang og bedre sundhedsklinikker.

»I teorien bør det kunne lade sig gøre at skabe win-win-situationer, hvor både investorer og lokalsamfund opnår fordele. Men der er diskussion om, hvorvidt det også kan gøres i praksis,« siger Rasmus Hundsbæk Pedersen.

Udviklingsminister Christian Friis Bach ser positivt på pensionskassernes engagement.

»Hvis det bliver gjort ordentligt, kan man sagtens gøre noget, der både gavner fødevareproduktion, fattigdomsbekæmpelse og beskæftigelse, og hvor der bliver plads til både et solidt lokalt overskud og afkast til en dansk pensionskasse,« siger ministeren, der har haft møde med PKA om det danske projekt.

»De siger, de vil investere med respekt for jordrettigheder og med et såkaldt ’outgrower-system’, hvor fattige landmænd kan levere deres produktion ind til det system for forarbejdning, opbevaring og distribution, man får skabt med disse projekter. Men det er klart: De skal testes og holdes op på det, de lover.«

Anders Riel Müller, der som ph.d. på RUC forsker i fødevare- og landbrugspolitik i bl.a. Afrika, understreger, at det er praksis, der tæller.

»Investeringer til den afrikanske landbrugssektor er nødvendige. Men når PKA og PensionDanmark siger, de følger principper for etisk ansvarlighed, så er mit spørgsmål, hvordan de sikrer sig, at de overholdes i praksis?« siger Anders Riel Müller.

Et årligt kontrolbesøg

Han påpeger, at Silverland Fund ifølge sin hjemmeside har ansat én såkaldt CSR oversight manager, der ved bl.a. ét årligt besøg på hver farm skal kontrollere, at man lever op til principperne for social ansvarlighed.

»Det er ikke mange penge at afsætte til sikring af etikken, når fonden investerer for flere milliarder. Jeg har lige siddet til høring i Europa-Parlamentet og hørt øjenvidnerapporter fra Asien og Afrika. Det er yderst bekymrende. Jeg håber, de danske pensionskasser vil gå forrest med nøje at monitorere deres investeringer og støtte uafhængige ekspertundersøgelser på jorden i Afrika.«

PKA’s aktiechef Claus Jørgensen er overbevist om, at man via investeringsfonden vil have styr på tingene.

»Det er fonden, der har mandatet til investeringer. Så fra vi har valgt dem, er det dem, der foretager de konkrete investeringer. Men vi følger løbende med via bl.a. investormøder og sikrer os, at de gør som aftalt.«

– I ser ingen risiko for, at I bliver del af den land-grabbing, der foregår i Afrika?

»Den risiko er så godt som ikkeeksisterende. Vi har gjort alt, hvad vi kan, for, at den slags ikke kommer til at foregå. Vi kan ikke skabe langsigtet afkast, hvis vi sættes i forbindelse med landgrabbing,« siger Claus Jørgensen.